Moussa Diallo

Der var engang... i Mali

Musik og eventyr

Her køber du Moussa Diallos
musik og afrikanske fortællinger

 

Om Moussa Diallo (biografi)

Moussa Diallo er født i Frankrig, opvokset i Mali, bor i Danmark og optræder over hele verden.

Moussa Diallo er professionel musiker, historiefortæller og igangsætter. Han optræder ved koncerter som soloartist og i samarbejde med andre musikere. Som musiker og fortæller har Moussa noget på hjertet. Det kan man især mærke, når han optræder for børn. Moussa er derfor også engageret i forskellige kreative og pædagogiske projekter for børn i Afrika. Udgangspunktet er den klassiske afrikanske fortælletradition, som fanger publikum med lige dele morale og underholdning. Moussa er selv en god fortæller. Han har udgivet bogen "Der var engang ...." og der er flere eventyr på vej. Moussas egen historie er eventyrlig.

Historien begynder da :

Moussa Diallo blev født i Paris i 17. februar 1955. Han voksede op i Bamako i Mali, og erfarede i en tidlig alder at det var indenfor musikkens univers at han ville blomstre. Men han havde ikke mulighed for at realisere sig selv som musiker i Mali.

I 1973 flyttede Moussa derfor til Danmark hvor han lige siden har markeret sig som en af landets mest aktive bassister indenfor genrerne pop, rock og funk. Senere begyndte han at komponere egen musik og optræde i en lang række andre sammenhænge, bl.a. med populære koncerter for børn.

Den danske musik scene

I 1980'erne og '90'erne blev Moussa Diallo kendt som den yderst svingende og musikalsk indlevende rytmiske ankermand i selskab med førende danske kvindelige sangskrivere: Anne Linnet, Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Hanne Boel og Caroline Henderson, Annisette Koppel. I studiet såvel som på turné lægger han et solidt og svingende groove under musikken og optræder altid med stor energi og en personlig udadvendt charme. Han har udviklet en sjælden set evne til at fastholde bassens udtryk i sin egen personlighed. Moussa Diallo er nemlig selv lige så varm og svingende, som når han håndterer sin bas.

Moussa med Sneakers De musikalske og personlige kvalifikationer har været medvirkende til at Moussa siden 70´erne har været en aktiv udvikler af den danske pop, rock og funk scene. Han har været med til at starte bands som 'Sneakers', 'Skunk Funk', og 'Marquis de Sade'. Han har deltaget i Birds of Beauty, Burnin' Red Ivanhoe, 'Moon Jam', 'Savage Rose' og var med på det skelsættende fusionsalbum 'Badminton' af og med bl.a. Aske Bentzon og Kasper Winding. Et album alle danske fusionsmusikere med respekt for sig selv har stående i samlingen. Desuden er Diallo repræsenteret på adskillige landeplager som 'Gunnar Nu Rap', Alberte Windings 'Ta´mig med til Mexico', Shubiduas 'Sexchikane' og Stig Møllers 'Sikken Dejlig Dag det er i Dag'.

Solo udgivelser

Diallo har udgivet fem soloalbums. Allerede på 'Diallo' fra 1992 og 'Amora' fra 1997 skinner de afrikanske rødder igennem. Men man kan også fornemme påvirkningen fra kunstnere som James Brown, Jimi Hendrix og Prince.

Inspiration og pÅvirkning

Skønt Diallos afrikanske baggrund altid har skinnet igennem hans musikalske karriere var det faktisk først omkring 1996, at han bevidst begyndte at inddrage sin maliske kulturbaggrund. Efter et par studieture til Mali begyndte Moussa at integrere vestafrikanske rytmer og melodiske traditioner mere direkte i sit kompositoriske univers. Han har modtaget undervisning i traditionelle maliske strengeinstrumenter som bolon (4-strenget syvtone baseret) og kameli´ngoni (7-strenget pentatonisk baseret).

I 2001 lavede Moussa sammen med Robert Grant Larsen en dokumentarfilm om rejsen tilbage til rødderne i Mali. Filmen handler også om det musikalske møde med fornemme Maliske musikere som Toumani Diabaté, Habib Koite, Amadou & Mariam og mange flere. Filmen har været vist på både dansk og fransk TV. En engelsk version er også produceret.

Under sine rejser til Mali har Diallo indspillet traditionel musik under jamsessions på hoteller og klubber og dette materiale danner delvist udgangpunktet for 'The Kekéliba Project'. Her forener Diallo netop sine to etniske baggrunde i et meget dynamisk verdensmusikalsk udtryk. Den maliske harpe kora´en danner den melodiske forgrund i et rytmisk svingende orgie. Med sig har Diallo cremen af danske og herboende vestafrikanske musikere.

The KinkÉliba Project

The Kinkéliba Project var planlagt som en trilogi. Den første CD blev desuden optaget i en live-version i København Jazzhouse (2001) og det andet album "Chiwara" blev udgivet i 2002.CD'en vandt prisen Danish World Awards 2003 som " årets album". Moussa har udgivet flere cd'er siden.Høre og læs mere under musik på hjemmesiden.

Idéen med "The Kinkéliba Project" er at invitere en række solomusikere fra forskellige kulturelle baggrunde til at bidrage. Et eksempel var koncerten ved København Jazz Festival i Tivoli i juli 2000. Begivenheden var arrangeret sammen med den berømte danske trompetist Palle Mikkelborg og havde også deltagelse af den engelskfødte harpespiller Helen Davies.

Diallo's tilknytning til sit barndomsland har endvidere inspireret ham til at komponere en hymne til belysning af torturofres lidelser. Kompositionen hedder 'Koulékan' og betyder 'Skrig' på Diallos modersmål Bambara. Kompositionen blev uropført på Københavns Rådhus i sommeren 1998 og blev præsenteret i samarbejde med bl.a. Palle Mikkelborg.

CD'en "Spejlinger" (2005) består af fire kompositioner af Moussa Diallo igen med prominente gæste musikere. Musikken blev komponeret som del af en kunstudstilling i København.Moussa Diallo modtog Ken Gudman Prisen 2006 ved et stort show i Amager Bio.

Koncerter og historier for bØrn

Sangene fra CD'en "Chiwara" var inspireret af den stolte afrikanske tradition for historiefortælling og først og fremmest af historierne som Moussa havde fået fortalt af sin egen far. Moussa har arvet talentet for historiefortælling og tryllebinder sit unge publikum med beretninger fra Afrika. I forskellige konstellationer har Moussa turneret til skoler og børnekoncerter i de skandinaviske lande.

I 2004 blev CD'en "Der var engang ...i Mali" udgivet med 12 afrikanske eventyrsange. Den blev udgivet sammen med en farverig bog med historier, opskrifter og lege. Bogen er illustreret af Dominique Jal. Versioner på engelsk, fransk og græsk er forberedt og afventer nu udgivelse.

Dansk  English